Gæst til Sport 2017 bortvist: Lavede joke om pistol

Gæst kom ikke ind til show i Boxen - fik en bøde i stedet for

HERNING Store dele af eliten inden for dansk sport var sammen med Kronprins Frederik, forskellige ministre og andre kendte personer lørdag aften samlet til Sport 2017 i Jyske Bank Boxen, men det var ikke alle, der fik set showet.

Klokken 20.31 var en gæst på vej ind ved indgang 8, men han nåede ikke længere.

- Gæsten jokede med, at han havde en pistol, og der blev sendt en patrulje til kontrol af manden, oplyser politikommissær Kjeld Nedergaard fra lokalpolitiet i Herning.

Netop kronprinsens og ministrenes tilstedeværelse gjorde, at der var en række politi- og sikkerhedsfolk til at passe på, og politiet betragter ikke joken som særlig kløgtig.

- Det er mere end ualmindeligt dumt. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik ikke lov til at se showet, fortæller Kjeld Nedergaard.

Han har ikke oplysninger om mandens alder og bopæl.