Store smæk til modløse Blue Fox

Thomas Damm 

Efter otte sejre på stribe kom Blue Fox i den grad ned på jorden i Aalborg

ISHOCKEY Når Herning Blue Fox fredag 19. januar spiller semifinale i Final4 mod Aalborg Pirates i Boxen, er »blårævene« mentalt ganske givet bagud allerede fra begyndelsen.

Søndag tabte Herning nemlig generalprøven i Gigantium i Aalborg med hele 2-8 foran 2198 tilskuere. Med nederlaget stoppede samtidig en imponerende stime på otte sejre i træk.

Den niende sejr var aldrig for alvor i nærheden. Det stod godt nok 1-1 efter første periode, hvor begge hold scorede i powerplay, men det var nordjyderne, der dominerede klart. Blue Fox har normalt nemt ved at spille sig til chancer, men denne eftermiddag var der langt mellem chancerne.

Kravlede fra isen
Der var ellers comeback til kaptajn Daniel K Nielsen, der er blevet opereret i knæet. Til gengæld stødte der nye skadesproblemer til straks fra kampens start. I sit første skifte på isen var backen Ludvig Adamsen uheldig at slå sit knæ. Han måtte kravle ud i boksen og kom ikke på isen mere i kampen. I seneste kamp i Esbjerg var det angriberen Antti Kerälä, der blev skadet i kampens løb, og han var ikke blevet klar. I stedet gav Petri Skriko debut til 21-årige David Vesterby, der har lavet 30 point for Herning IK i 1. division i denne sæson.

Om det var de mange rokeringer, der satte sig præg, lader sig nok ikke opklare, men fra starten af anden i periode var der klasseforskel kampen ud. »Piraterne« vandt perioden 3-0 og førte 4-1 inden de sidste 20 minutter.

Skifte i målet
Før sidste periode kom Albert Adamsen på mål i stedet for Ari Ahonen, men heller ikke Adamsen havde nogen stor dag. Der gik mindre end tre minutter, inden hjemmeholdet førte 5-1. Og så gik det stærkt. 6-1, 7-1, 8-1.

I et powerplay med fem mod tre lykkedes det Christian Silvfer at pynte en lille smule på resultatet, men det var naturligvis en yderst ringe trøst på en tung, tung eftermiddag i Aalborg.

Det blev altså én af de kampe, der bare skal glemmes hurtigst muligt. Blue Fox skal i kamp igen tirsdag aften. Her kommer Gentofte på besøg i Kvik Hockey Arena.