FCM-boss drømmer om to titler

Jørn Just Kristensen 

Claus Steinlein håber på, at FCM vinder »the double« i det nye sportsår

SPORTSGALLA Årets sportsgalla i Jyske Bank Boxen er et tidspunkt, hvor der traditionen tro bliver kigget tilbage og drømt fremad. FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, indrømmer gerne, at det tankespil og den »small-talk« med resten af sports-Danmark er sjovere i år end sidste år ved samme tid.

- Det er jo derfor, jeg er kommet i år, griner Claus Steinlein og indrømmer, at han nogle gange har meldt afbud til den festlige lejlighed.

- Vi står et helt andet sted i vores udvikling, end vi gjorde sidste år. Vores hold er modnet og klar til at levere nu, siger FCM-direktøren.

Han tør godt drømme stort for 2018.

- Drømmen er, at vi tager to titler, siger Claus Steinlein uden omsvøb.

FC Midtjylland fører Alka Superligaen og er nået til kvartfinalen i DBU Pokalen, hvor Hobro venter.

Men selv om det ser lovende ud, tager FCM-direktøren intet for givet.

- Brøndby har gjort det godt og også rigtigt gode. Jeg har også stor respekt for FC Nordsjælland. Og som jeg ser det, står det mellem os tre om mesterskabet i år.

- Mit håb er, at vi er en smule stærkere. Jeg synes, at vi har en god bred trup. I efteråret havde vi jo to brandvarme angribere (Paul Onuachu og Alexander Sørloth, red.) og en stribe andre offensive kræfter til at variere og supplere med, siger Claus Steinlein, inden han går ind til spisning og hyggelig small-talk med en stribe af landets øvrige sportspersonligheder om et godt 2017 - og drømmen om endnu mere i 2018.