Kristian Bach Bak nyder førstepladsen

Kim Stoltenberg Hansen 

FCM-assistenten nød ferien på en førsteplads - og at snakke om tabellen til aftenens fest

SPORTSGALLA De lokale kendisser på den røde løber sagde stort set alle sammen, at de meget gerne ville snakke om dansk fodbold i aften, når nu FCM overvintrer på førstepladsen.

- Den er jeg også helt med på. Jeg håber, at der en masse af mine kolleger fra resten af landet her i aften, så vi kan snakke rigtig meget om stillingen i Superligaen, lød det med et grin fra Kristian Bach Bak.

FCM-assistenten og de andre ulve er et point foran Brøndby her i vinterpausen.

- Det var en fantastisk følelse at gå på ferie som nummer et. Nu skal vi så bare huske ikke at hvile på laurbærrene, men være klar i foråret, lød det snusfornuftigt fra Kristian Bach Bak.

Rent statistik er det en kæmpe fordel at ligge nummer et ved årsskiftet. De seneste fem år er vintermesteren i England, Tyskland og Danmark endt med guldmedaljerne næsten hver gang - 14 ud af 15. FCM har et ben i begge lejre. Et år lå man nummer et og vandt, og et år lå man nummer et, men blev overhalet.

- Nu skal man ikke lægge alt for meget i den slags statistik. Jeg vil hellere pege på vores stabilitet. brøndby fik meget ros for deres stime, mens vores fine resultater gik lidt mere under radaren. Jeg har stor respekt for Brøndby, Nordsjælland - og også FCK - men kan vi fortsætte med den kontiniutet, så er vi rigtig meget i spil til mesterskabet, lød det fra FCM-assistenttræneren, der havde taget sin bedre halvdel, Diana, med til festlighederne.