Harder, Axelsen og Le Mans-kongen hyldet i Boxen

Jørn Just Kristensen 

Pernille Harder blev for tredje år i træk kåret til årets kvindelige fodboldspiller og blev hyldet ved Sport 2017 i Boxen. Også badmintonstjernen Viktor Axelsen fik hyldest. Han vandt de to mest prestigefyldte sportspriser i landet. Tom Kristensen blev optaget i Hall of Fame

SPORTSGALLA Badmintonstjernen Viktor Axelsen blev aftenens store triumfator, da DR for 20. år i træk samlede hele landets sportselite til galla- og prisfest i Herning. Axelsen tog aftenens to største og mest prestigefyldte priser, BT Guld og Årets Sportsnavn, og blev tilmed også hyldet for Årets Jubelscene.

Viktor Axelsen havde i sandhed også et fremragende år. I 2017 blev fynboen verdensmester i Glasgow, erobrede førstepladsen på verdensranglisten, triumferede ved to Super Series-turneringer og vandt sæsonfinalen i Dubai.

Harder sejrede igen
Men der var også hyldest og hæder til Pernille Harder ved prisfesten i Boxen. Den danske landsholdsanfører fra Tulstrup blev for tredje år i træk kåret til årets kvindelige fodboldspiller.

- Jeg er utrolig stolt og beæret over at modtage den her pris, sagde Pernille Harder fra scenen i Boxen.

- Det har været et helt fantastisk år - både på landsholdet og på mit klubhold i Wolfsburg.

- EM i sommer var en fantastisk rejse at være en del af. Det var rørende at se og mærke den støtte, vi fik fra hele Danmark, sagde Pernille Harder og takkede særligt for den store støtte fra sin familie med far Mogens, mor Annie, storesøster Louise, og hun nævnte særligt sin morfar, Johannes Mosegaard.

Årets mandlige fodboldspiller blev Christian Eriksen fra det danske landshold og engelske Tottenham.

Le Mans-kongen fik legendestatus
Traditionen tro sluttede aftenen med en særlig hæder, da et nyt medlem blev optaget i sportens Hall of Fame.

I år var det Le Mans-kongen Tom Kristensen, der fik plads i legendernes selskab. Den nidobbelte vinder af Le Mans fik aftenens nok største bifald i Jyske Bank Boxen.

I faktaboksen herunder kan du se, hvem der vandt aftenens 13 priser ved Sport 2017 i Jyske Bank Boxen.