FCM sælger »kultspiller« til OB

Jørn Just Kristensen 

André Rømer fortsætter karrieren hos OB, hvor han har underskrevet en kontrakt frem til 30. juni 2021

FODBOLD Han er kun marginalspiller i FC Midtjylland, men André Rømer har længe været en populær skikkelse blandt klubbens fans. Den 24-årige allrounder scorede et af de vigtigste mål i FC Midtjyllands klubhistorie, da han nettede til 1-0 mod FC København 17. maj 2015. Dét mål og den sejr sikrede mere eller mindre FC Midtjylland klubbens første danske mesterskab, der blev cementeret fire dage senere på udebane mod FC Vestsjælland.

Men nu siger André Rømer farvel til heden.

Den alsidige midtbanespiller og back er blevet solgt til Superligakonkurrenterne fra OB.

- Vi vil gerne takke André for den enorme indsats, han har ydet for FC Midtjylland. Det er en imponerende rejse, André har været på, siden han kom til akademiet fra Køge i en alder af blot 15 år. Jeg har fulgt André på nærmeste hold i FCM-årene, og det har været en kæmpe fornøjelse at se, hvordan han har udviklet sig, og hvordan han gang på gang har håndteret diverse udfordringer, han har mødt, siger FCM’s sportschef, Svend Graversen, til klubbens hjemmeside.

Satser på mere spilletid i OB
Men i denne sæson har André Rømer blot fået fire kampe fra start og to indskiftninger i Alka Superligaen for FC Midtjylland.

- André er stadig en ung spiller, og han har stadig meget at bidrage med i Superligaen. Han kan spilles på mange forskellige positioner og er altid garant for god fight. Derfor fortjener André at spille mere, end han har gjort på det seneste i FC Midtjylland, og det vil vi naturligvis ikke stå i vejen for. Det er en gunstig aftale for alle parter, men i særdeleshed er det den bedste løsning for André, siger Svend Graversen.

André Rømer understreger, at den manglende spilletid er en væsentlig grund til hans klubskifte.

- Der har været en periode, hvor jeg ikke har fået så meget spilletid i FC Midtjylland, så da jeg hørte om interessen fra OB, var jeg hurtig til at slå til. OB er en stor klub, der ikke har haft resultaterne med sig i de seneste år, men jeg håber at bidrage til, at vi kommer tilbage i toppen af dansk fodbold, og med en top 6 placering nu i foråret. Jeg har haft en god tid i Midtjylland, og det er klart, at man ikke er ni år i samme klub, hvis man ikke føler sig godt tilpas. Men tiden er inde for mig til, at jeg skal prøve noget nyt, siger André Rømer til OB’s hjemmeside.

Rømer spillede altid med hjertet og viste overskud i forhold til klubbens fans. Det var med til at gøre ham populær. Han vandt også for nyligt en fanafstemning om årets mål 2017 i FC Midtjylland på klubbens hjemmeside. Også det mål blev scoret 17. maj mod FC København - denne gang på en smuk flugter over i fjerneste side af målet.

André Rømer nåede 153 kampe og seks mål for FC Midtjylland.

OB’s cheftræner, Kent Nielsen, har planer om primært at benytte Rømer på midtbanen.

- Vi får en spiller, som har mange forskellige kompetencer, og dem har vi set komme til udtryk i FC Midtjylland på mange forskellige positioner. Der ingen tvivl om, at vi primært ser André som central midtbanespiller, og vi tror på, at vi i fællesskab kan løfte hans niveau ved at holde fast i ham i samme position mest muligt, siger Kent Nielsen til OB’s hjemmeside.