Direktør blev omprogrammeret

HERNING For halvandet år siden gik Ivar Brændgaard på pension efter et mangeårigt virke som direktør for TV Midt-Vest.

Det var en svær overgang, og han gjorde sig mange tanker om, hvordan hverdagen fortsat kan være meningsfuld og aktiv.

Torsdag 18. januar gæster han Højskolen Skærgården og fortæller i foredraget »Hvordan bliver jeg omprogrammeret til et nyt kapitel i livet?« om, hvordan det har været at gå fra en travl hverdag til et liv som pensionist, og om, hvordan han i begyndelsen ledte efter et omprogrammeringssted, hvor han kunne få hjælp til at spænde fra, så arbejdslivet ikke ville komme til at forfølge hans drømme.