»Michelin-bus« fra verdenskendt restaurant lægger vejen forbi Herning

MCH-messen Formland får besøg af den eksklusive asiatiske restaurant Kiin Kiin

FORMLAND Fagmessen Formland i MCH Messecenter Herning er bedst kendt for udstilling af nyheder inden for design og interiør. Men på den kommende messe, der finder sted 1.-4. februar, kommer en mad-nyhed, som nok skal tiltrække sig opmærksomhed.

Det er en specialdesignet foodtruck fra michelin-restauranten Kiin Kiin, der lægger vejen forbi med asiatisk street food. Kiin Kiin er stiftet af Henrik Yde i 2005 og er en af kun to thai-restauranter i verden, som har fået en stjerne i Michelinguiden. Siden har han åbnet flere gourmet-restauranter i Asien.

- Jeg glæder mig til at komme på Formland. Vi besøger messen hvert år og kan ikke forstå, at vi ikke møder flere af vores kollegaer fra restaurationsbranchen. Det er jo et oplagt sted til at få nye idéer og samarbejdspartnere, siger Henrik Yde i en pressemeddelelse.

Kiin Kiin indtager Formland-messen i samarbejde med interiørbrandet Broste Copenhagen, som de kommer til at dele stand med. Her ser salgsdirektør Paul Christian Knudsen med stor forventning frem til Formland Spring 2018 og samspillet med Kiin Kiin.

- Vi er stolte over, at vi sammen med Kiin Kiin kan give Formlands besøgende en ekstraordinær oplevelse, når æstetik og gastronomi forenes, udtaler han.