FCK overvejede at købe Sørloth

Kim Stoltenberg Hansen 

Ståle Solbakken havde længe kig på FCM-topscoreren, der heldigvis for FCM spillede skidt

FODBOLD FCM-topscorer Alexander Sørloth var på FCK-træner Ståle Solbakkens ønskesliste, da man i sommer solgte Andreas Cornelius for 30 millioner kroner til italiensk fodbold.

Til Canal 9 fortæller FCK-træneren, at man så Sørloth flere gange, mens nordmanden spillede i hollandske Groningen, men at han hver eneste gang spillede skidt og ikke scorede en eneste gang.

Det viser nok forskellen på at scoute en person på god gammeldags manér med stadionbesøg, og så FC Midtjyllands databaserede tilgang.

FCM bryster sig med, at deres metode er bedre, da man ikke bliver forblændet af at overvære et muligt køb spille som en drøm eller droppe spilleren, fordi man ser ham spille skidt én gang eller to. Samler man data over en længere periode, får man et mere retvisenede billede, lyder FCM-logikken - der altså fik fingrene i Alexander Sørloth for blot 2,5 millioner kroner.

Alexander Sørloth står nu noteret for otte mål og syv assists i Superligasæsonen og bliver af mange eksperter kaldt ligaens bedste angriber.