Dansk galla: Verdensmestrene nedlagt i Boxen

Jørn Just Kristensen 

De danske håndboldmænd med et bomstærkt forsvar og en storspillende Mikkel Hansen i centrum slog de franske verdensmestre i Jyske Bank Boxen

HåNDBOLD Hvis aftenens kamp kan tages som målestok, er de danske håndboldmænd i den grad klar til EM i Kroatien om små tre måneder.

Mikkel Hansen og resten af de rød-hvide håndboldhelte nedlagde søndag aften Frankrig med 27-23 efter 15-10 ved pausen foran et 10.181 begejstrede tilskuere i Jyske Bank Boxen.

Verdensmestrene fulgte med til 8-7 i midten af første halvleg, men der rykkede Danmark med fire rød-hvide scoringer i træk til 12-7. Den fem-måls-føring holdt til pausen i en velspillet første halvleg.

Stjernen Mikkel Hansen lukkede munden på sine kritikere med storspil som både temposætter, oplægger og afslutter. Han blev topscorer med otte mål.

Men Danmark leverede bestemt også i den anden ende af banen, hvor forsvaret omkring René Toft Hansen og Henrik Møllgaard håndterede det franske tryk godt foran en blændende Niklas Landin i det danske mål.

Føringen toppede ved 25-17 efter godt 50 minutter af opgøret.

Men det danske niveau dalede i slutfasen, hvor franskmændene fik lov at pynte på slutfacit - uden dog at være i nærheden af at indhente det danske forspring.

Med sejren vandt Danmark samtidig Golden League-stævnet i sikker stil med tre sejre i rap.