Tysk trio spiller på CHPEA

Der er kammermusik fra allerøverste hylde på museet i eftermiddag

KLASSISK Det kan godt være, at Oliver Quast har forladt Herning og Ensemble MidtVest, men vi kan stadig have fornøjelse af ham som koncertarrangør.

Således har han sørget for musikalsk optakt til weekenden.

Fredag eftermiddag får koncertpublikummet i Herning mulighed for igen at opleve kammermusik på topniveau, når tyske Trio Arizzo spiller på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Musikerne i ensemblet, Florian Adam (obo), Lars Zolling (klarinet) og Cornelius Rinderle (fagot) spiller til dagligt i nogle af de store symfoniorkestre i München, men har i årevis spillet kammermusik sammen som en såkaldt »Trio d’anches« - en trio, bestående af rørbladsinstrumenter.

Det er heller ikke første gang, de tre professionelle blæsere kommer til Danmark, for allerede i 2014 tog de på turné til blandt andet Midt- og Vestjylland såvel som København.

Programmet denne gang hedder »Goldberg/Variationer« og byder på værker af J. S. Bach, W. A. Mozart, Darius Milhaud og Erwiin Schulhoff.

»Trio d’anches«
Omkring år 1920 opfandt den franske fagottist Fernand Oubradous begrebet »Trio d’anches« til sin trio med besætningen obo, klarinet og fagot.

Repertoiret bestod foruden originalkompositioner væsentligst af talløse bearbejdelser af værker fra den klassiske periode såvel som baroktiden, som formmæssigt lignede hinanden på ét punkt - der var tale om stykker, som i deres karakter stammede fra den klassiske underholdnings- og friluftsmusik.

Publikums behov for underholdende musik blev imødekommet med den i baroktiden hyppigt anvendte suiteform, bestående af en række dansesatser, eller de populære divertimenti fra klassikken, hvori der ofte blev anvendt variationsatser.

Kanonens form
Bachs monumentale variationsværk BWW 988 fra 1741, som vi i dag efter en posthum anekdote mest kender som Goldberg-Variationerne, er et af den barokke variationskunsts absolutte mesterværker. I de sidste 10 år af sit liv arbejdede Bach særligt med kanonens form, og det er således de ni kanoner, som Bach indføjer efter hver anden af sine Goldberg-Variationer, der danner en slags parentes om programmets øvrige kompositioner.

Ved den usædvanlige kombination af disse værker med kanonerne fra Goldberg-Variationerne , som flettes ind imellem programmets øvrige værker, vil der opstå en ny lytteoplevelse, som muliggør en historisk og formmæssig brobygning mellem barok og nutid.

Ud over koncerten på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum spiller Arizzo en række koncerter i hele Danmark, herunder i Kolding, Holstebro, Tønder og Næstved.