Biler i undvigemanøvre: Tre sigtelser til påvirket knallertfører

34-årig mand med alkohol i blodet ragede tre sigtelser til sig, da han torsdag eftermiddag kørte på knallert

Herning Flere trafikanter måtte i går eftermiddag undvige en knallertfører, som kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset ved Grønnegade og Fonnesbechsgade.

Manden kørte mod øst ad Grønnegade og ud på Fonnesbechsgade uden at holde tilbage for den øvrige trafik.

Tilfældigvis var en patrulje på vej ad Fonnesbechsgade, og betjentene fik standset føreren af knallerten.

Det var en 34-årig mand fra Herning, og han var ikke helt appelsinfri.

- Han blæste alkometeret op på 1,81 promille. Han har ikke førerret til stor knallert, og han havde ikke tegnet forsikring på knallerten, fortæller sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Manden er derfor sigtet for spirituskørsel, for kørsel uden førerret samt for ikke at have den lovpligtige forsikring på knallerten.