Gysersejr til HCM på »Bette Balkan«

Jørn Just Kristensen 

HC Midtjylland tog en nervepirrende sejr på Mors og har maksimumpoint efter to kampe

HåNDBOLD To gange havde HC Midtjylland sin modstander Mors-Thy helt nede i sækken i form af firemålsføringer i anden halvleg. Men begge gange kravlede nordvestjyderne op med hjælp fra et medlevende publikum på »Bette Balken«, som Mors-Thys medlevende hjemmebane kaldes i folkemunde.

Tre minutter før tid bragede den ene af HCM’s to stærke norske skytter, Espen Lie Hansen, et skud i nettet til 28-25. Det lignede afgørelsen - igen.

Men værterne reducerede to gange, og Rasmus Carlsen brændte et straffekast - og så fik Mors-Thy en sidste chance.

Velspillende Erik Thorsteinsson Toft, der scorede fire mål i anden halvleg, blæste et langskud af sted otte sekunder før tid, men HCM-keeper Anders Petersen reddede spektakulært til stor jubel fra sine holdkammerater og en lille skare af medrejsende entusiaster.

28-27 lød slutfacit til HCM, som dermed fulgte flot op på sidste uges premieresejr over Ribe-Esbjerg og har maksimumpoint efter to runder.

To kampe i én
De to halvlege blev vidt forskellige. Før pausen lyste forsvarsarbejdet i øjnene. HCM lukkede godt ned for Mors-Thys gennembrudsspillere og var i perioder en uigennemtrængelig menneskemur rundt om buen.

Men fire udvisninger, fem begåede straffekast og to mål i tomt net gjorde, at HCM måtte nøjes med 13-13 ved halvtid - trods periodevist fremragende defensivt arbejde og stærkt målmandsspil af Anders Petersen.

Angrebsspillet blomstrede efter pausen, og HCM kom foran 19-15 efter 10 minutter af anden halvleg. Der var godt flow i spillet, og målene faldt fra alle positioner - dog flest fra bagkæden.

Føringen blev også 25-21, 27-23 og 28-25 inden den nervepirrende afslutning i Sparekassen Thy Arena Mors.

Med sejren ligger HC Midtjylland nu nummer ét i 888 Ligaen - i hvert fald indtil runden færdigspilles i de næste dage.