Lørdagskoncert med pigtrådsmusikkens gentlemen

The Rocking Ghosts giver lørdag koncert på Huset No7

MUSIK The Rocking Ghosts har haft store internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit House i København, og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten.

Og så har de optrådt sammen med Cliff Richard & The Shadows og andre af rockens store koryfæer.

Pigtrådens pæne drenge - The Rocking Ghosts - kan efter 50 år i popmusikkens tjeneste se tilbage på en glorværdig karriere. Samtidig kan de glæde sig over, at de stadig er meget efterspurgte og nyder stor popularitet overalt, hvor de kommer.

I 1980’erne fik de et forrygende comeback, og succesen er fortsat ind i det nye årtusinde, hvor kalenderen afslører, at de noble pigtrådsambassadører har engagementer mere end et år frem i tiden. De kunne så glimrende leve af musikken som i 1960’erne, men i dag foretrækker de, at have den som en dejlig hobby ved siden af deres civile erhverv.

Udsendt verden over
Når man har sagt The Rocking Ghosts, må man også sige John Andersen, men det var først ved udgivelsen af gruppens fjerde singleplade, at det store publikum for alvor fik øje på ham.

Efter tre internationale instrumentalhits, produceret af guitarlegenden Jørgen Ingmann, kom det helt store gennembrud nemlig i 1965 med »Belinda«, der blev sunget af John Andersen. Den lå højt placeret på den danske hitliste i 13 måneder og blev tillige udsendt i adskillige andre lande verden over, heriblandt Tyskland, USA og Japan.

Som gennem hele karrieren, leverede John Andersen også en flot vokal, da gruppen i 1966-67 storhittede med »Oh, oh what a kiss«.

Men 10 år senere - i 1977 - besluttede den populære sanger sig for at lægge musikken på hylden. Og sådan blev det de næste 12 år, indtil han i april 1989 atter indtog sin vante plads i orkesteret.

Hitmelodierne »Belinda« og »Oh, oh what a kiss« er stadig fast på repertoiret - og de tager stadig kegler hos det trofaste publikum hver gang.

Pigtrådseliten
Besætningen i dag er guitaristerne Jørgen Mühlbrandt og Niels Werner, bassisten Michael Eckhausen, keyboardspilleren Ole Trier og trommeslageren Jes Baggersted. Det er den udgave af The Rocking Ghosts, der har holdt sammen længst.

I årene 1964-68 tilhørte The Rocking Ghosts den absolutte pigtrådselite herhjemme. De spillede på alle de kendte steder som Giraffen - Dansetten og Hit House og i de mange popklubber i provinsen.

Endvidere turnerede de i lange perioder over det meste af verden.

De har optrådt på alverdens tv-stationer og ved koncerter sammen med store navne som The Rolling Stones, Hermans Hermits, The Swinging Blue Jeans, The Spotnicks og som nævnt Cliff Richard & The Shadows, og på plade- og cd-fronten er det blevet til ikke færre end 13 albums, 18 singler og medvirken på 40 forskellige greatest hits-lp’er fra hele verden.

[i]
[i]