Læsedyst på biblioteket

HERNING Fredag 1. september skyder Biblioteket i Herning læsedysten for hele familien i gang. Bibliotekets læsedyst er en læsekonkurrence, der sætter fokus på læseglæden.

Det handler ikke om, hvor meget og hvad der bliver læst, men mere hvordan og hvor der læses. Læseudfordringen er for alle børnefamilier, med børn fra 6 år, og man skal som udgangspunkt løse læseudfordringerne sammen som familie. Man har 28 dage til 22 forskellige læseopgaver. Klarer man opgaverne, er man med i lodtrækningen om en tur i biografen for tre familier.

Nogle af udfordringerne bliver blandt andet at læse, mens man spiser en is, at vække mor og far med en morgenhistorie, at læse på hovedet og mange flere.

Lørdag 30. september rundes læsedysten af med et læsemaraton for hele familien. Dagen igennem vil der være indlagt små overraskelser og konkurrencer ned præmier, ligesom biblioteket serverer lækker, børnevenlig frokost.