Filmanmeldelse af »The Hitman’s bodyguard«: Vild og vanvittig agent-parodi

Helle Sihm 

Hæsblæsende tempo og ufattelige stunts følger den stjernespækkede »The Hitman’s Bodyguard« til dens nervepirrende slutning

FILMANMELDELSE Den originalt selvmodsigende titel »The Hitman’s Bodyguard« skaber tvivl om filmens indhold og forløb og derfor lyst til at løse billet. Gør man så det, får man i den grad og helt bogstaveligt smæk for skillingen!

Enhver god genreparodi skal først (be)vise, at den kender genren indgående, etablere dennes kendetegn og konventioner og derefter give dem et overrumplende komisk tvist.

Her lægges ud i ægte Bond-stil: Supertjekkede agent Bryce forlader pragtvilla og babe-kæreste, suser til Bondske bongotrommers rytme gennem London til lufthavnen, hvor hans guldrandede topkarriere brat og blodigt slutter. Et par år går, Bryce, der har mistet alt, må tage til takke med de bodyguardjobs, han tilbydes, og han tilbydes nu et af barskeste slags: Hvideruslands despotisk folkemyrdende præsident sidder fængslet i Haag, der findes kun et vidne mod ham, og når dette ikke frem til tiden, løslades diktatoren. Bryces job er nu bringe vidnet, hitmanden Kincaid, til domstolen i tide.

Selvfølgelig vil Bryce gøre alt for at klare jobbet og genskabe sin bogstaveligt sønderskudte karriere, selvfølgelig vil præsidentens folk gøre alt for at hindre det, og at de kan følge de to (anti)helte så tæt vidner om, at der er en stikker blandt Interpols topfolk.

I god, gammeldags »buddy-film«-stil forliges og forenes de to mænd muntert forudsigeligt på deres farefulde færd rundt i et malerisk, visuelt veludnyttet Europa.

Moralsk spørgsmål
Det kræver stilsikre skuespillere at agere på en gang troværdigt og vildt karikerende og at formidle både komik, spænding og et par små »love stories« ud gennem dette hektiske orgie af action, stunts og effekter.

Disse sikre spillere og store stjerner har filmen: Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson er henholdsvis pernittengrynet pertentlige Bryce og fandenivoldsk voldelige Kincaid. Deres partnere er henholdsvis en stramt kontrolleret og pligtopfyldende Amelia (Elodie Yung) og en vulgært rapkæftet Sonia (Salma Hayek), og som russisk præsident er Gary Oldman ond, temperamentsfuld og realistisk syreskadet i ansigtet.

Få, velplacerede flashbacks opruller hovedpersonernes fortid og skæbnesvangre fælles træfpunkter, ja, endda deres lige så kontrasterende forelskelser. Og der stilles et usædvanligt moralsk spørgsmål midt i al komedie-pjattet: Hvad er værst: At dræbe eller at beskytte denne verdens virkeligt onde mennesker?

Det er nok meningen, at filmens sprog skal virke provokerende frækt, men der siges altså »røv« så mange gange, at det bare er dumt. Da både det vulgære sprog, de mange biljagter og de efterhånden enslydende pingpong-dialoger mellem hitman og bodyguard begynder at kede, sætter en intens spænding ind: Uret på væggen i retssalen tikker ubønhørligt mod udløbstidspunktet, når vidnet overhovedet frem?

Filmens opdaterede »buddy-film«-form, den præcise genre-fordrejning og den hæsblæsende action oser af et enormt budget, og med en vanvittig handling formidlet af både professionelle og legesyge stjerner bliver »The Hitman’s Bodyguard« et festfyrværkeri af rap og munter underholdning.

[i]
[i]