Filmanmeldelse af Erik Clausens »Aldrig mere i morgen«: Mesteren og all that jazz

Helle Sihm 

Clausens nye auteur-værk, »Aldrig mere i morgen«, er hverken skarpt, sjovt, tankevækkende eller originalt nok

FILMANMELDELSE Det er ikke til at vide om, men svært at tro, at den garvede, kompromisløse filmskaber-ener Erik Clausen har kendt til Charlotte Sielings »Mesteren« fra 2016, da han lavede sin »Aldrig mere i morgen«, for de to film er af både handling og tema utroligt ens. Mon ikke den utrættelige leg- og friheds-forkæmper ved synet af »Mesteren« har ærgret sig, så han var ved at krepere?

Krepere er netop hvad Clausens rolle gør i starten af »Aldrig mere i morgen«, og det sparker dermed gang i et forløb, som stærkt, ærbødigt og på 38 års afstand har snuppet ide og udvikling fra Bob Fosses geni-streg: »All That Jazz« fra 1979. Som Fosses hovedperson, koreografen Joe Gideon (spillet af Roy Scheider), er også Clausens figur, Thorvald, en stor og bredt elsket kunstner. Han er maler, dominerende, egoistisk, krævende, engang revolutionært oprørsk, nu stenrig og etableret. Som Joe er Thorvald skredet fra sin første hustru og har fundet sammen med en langt yngre kvinde og har, som Joe, en gennemmusikalsk, talentfuld datter, som elsker ham uforbeholdent.

Og tydeligste »All That Jazz«-tyveri: Som Fosse lader Clausen en stærk og bag det blide ydre benhård kvinde, selve Dødsenglen (Jessica Lange/Bodil Jørgensen), dukke op ved den døende kunstners seng og tage ham på en sidste tur gennem det nu sluttende liv. En tur, som skal åbne hans øjne, hans sind og forståelse, forsone ham med og klargøre ham til døden.

Gentagelser
Erik Clausens rollebesætning er overraskende utraditionel og vellykket: Som ekskonen, der stadig elsker ham under vreden og de sårede følelser, er Britt Bendixen gribende ægte og troværdigt udstrålende alle følelserne med næsten usminket ansigt, og som hendes mand, der i årevis har følt og fået at vide, at han rangerer langt under det utro geni, Thorvald, er Elith Nulle Nykjær Jørgensen indædt stille og kuet, til den totale og dybt tilfredsstillende forløsning og udfrielse fra mesterens tyranni. Flot spil i stærk, uforudset scene.

Spændende Marijana Jankovic kanaliserer al sin intense udstråling ned i en selvudslettende kærlighed til kunstneren, hun som purung forelskede sig i, tilpassede sig og opgav egen karriere og vennekreds for, og som deres lille datter er Katinka Evers-Jahnsen et smukt syngende og fint spillende lille fund.

Nicolas Bro er klynkende, jaloux fader-hader, et had til mestermaleren, som sønnen giver skylden for sin egen mislykkede malerkarriere og manglende rigdom og succes. Og via dette fraværende far/forsømt-søn-forhold hopper Clausen over i Sielings film »Mesteren«.

Da filmen går fra den begavede og respektfulde »All That Jazz«-inspiration med fremdrift og rytme, stagnerer den i gentagelser og selvfølgeligheder og overlader vor opmærksomhed til at ærgres over, at den ømme sødme og spøjse sarkasme, der mildnede budskaberne og de barske realiteter ikke mindst i Erik Clausens fine Alzheimer-film, »Mennesker bliver spist«, ikke findes her. I »Aldrig mere i morgen«, hvor temaet er taget et skridt videre til selve døden, mangler den spiddende satire og budskabs-mildnende humor og ikke mindst den sprudlende originalitet, der ellers har været Clausens force.

[i]
[i]