Filmanmeldelse af »Biler 3«: Vig pladsen, gamle helt!

Helle Sihm 

»Biler 3« er et vemodigt, uforudsigeligt, højaktuelt nutidsportræt i fornemmeste fordanskning

FILMANMELDELSE Det har fra første scene af den første »Biler«-film været ufatteligt imponerende, at Disney/Pixar kunne skabe et totalt troværdigt og logisk univers, udelukkende befolket af biler. Biler, som rent fysisk kan, hvad biler nu kan, men følelsesmæssigt rummer alle menneskelige bredder og dybder.

Hvad der sjældent sker med filmserier, sker her: Treeren overgår sine forgængere i både »person«-tegning og følelsesfuldhed og tilføjer desuden en realistisk alderdoms-aktualitet. For »Biler 3« handler om noget så for animationsfilm usædvanligt som alder. For racerbiler bliver - præcis som mennesker - slidte, umoderne, overhales af nye årgange og overflødiggøres af avanceret teknologi. Fakta, der rammer selv superhelte som Lynet McQueen.

Sølvglinsende manager Sterling med det højteknologiske racercenter, fitness-træning og simulator-øvelser tilbyder derfor Lynet en ny karriere med masser af reklame-millioner og presse-bevågenhed.

Men det er ikke Lynets stil. Han vil ud at køre rigtigt ræs, have skidt op under skærmene, mærke lugtene, lufttrykket og konkurrenterne. Så selvfølgelig bryder vor gamle helt ud fra det sterilt skinnende it-fængsel og genforenes med alle sine gamle venner, men ikke alene: Med sig har han racercenterets fitnesstræner-pige, den toptunede knaldgule Cruz, som engang drømte om at blive en rigtig racerbil, men manglede selvtillid og gåpåmod. Så nu ruller de to med deres ambitioner, drømme, styrker og svagheder af sted mod de klassiske racerbaner.

Underholder bredt
Ud over alders- og teknologi-problematikken når filmen også grundigt og bogstaveligt ned i »Udkants-USA«s mudder, da Lynet og Cruz ved en fejl ender i et vildt stock-car-ræs, mens Texas’ kvæg-milliardærer stadig paraderer pralende rundt med potente tyrehorn på dollargrin-kofangeren. Og hver eneste vedkommende scenes fine stemning understreges af en både smældende flot og omhyggelig lydside.

Selve alderdoms-temaet fremhæves og forstærkes på fornemmeste vis af filmens formidable fordanskning: En håndfuld »gyldne gamlinge« har fået lov til at vise al deres stemmepragt og fortolkningstalent i en eftersynkronisering, der fremhæver enhver »persons« karaktertræk i »stemme-magiker« Lars Thiesgaards stramme og følsomt lydhøre instruktion.

Gedigne, omhyggelige animationsfilm kalder altid på både tårer, grin og spænding, men sjældent er en sådan film så fyldt med højaktuelle emner og problematikker, der underholder så bredt og vedkommende som denne.

Og med essensen: »Alderdom kan ikke bekæmpes, men erfaring kan udnyttes« må denne fine, dybt originale filmserie godt slutte.