Politi efter færdselsindsats: Trafikken ved skoler er generelt fornuftig

Skolevejene er generelt sikre at færdes på, men det er nødvendigt fortsat at arbejde på at sænke hastigheden. Det er konklusionen på de færdselskontroller, som Midt- og Vestjyllands Politi har gennemført i hele kredsen i forbindelse med skolestart

TRAFIK I forbindelse med skolestarten har Midt- og Vestjyllands Politi udført færdselskontroller på skoleveje og i skoleområder. Og det ser ifølge en pressemeddelelse fra politiet fornuftigt ud.

Politiets færdselsindsats var tredelt. Færdselspolitiet var stationeret ved skolerne, hvor de tog dialogen om sikker trafik med både forældre, skolens ansatte samt eleverne. De almindelige patruljer lagde vejen forbi skoleområder og havde fokus på trafikanternes adfærd. Og på udvalgte skoleveje tjekkede ATK-vogne bilisternes fart.

- Vores overordnede indtryk er, at trafikken omkring skolerne i vores politikreds afvikles på en sikker og meget fornuftig måde. Bilisterne er generelt hensynsfulde, og forældrene tager et stort ansvar for, at deres børn kommer sikkert i skole. Der er ingen tvivl om, at det – også på længere sigt – har en stor præventiv betydning, at forældrene går foran som et godt eksempel, siger Henrik Glintborg, leder af færdselsafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- De frivillige skolepatruljer har også en stor del af æren for, at trafikken omkring skolerne afvikles ordentligt. De står klar hver morgen i deres gule veste og minder på den måde bilisterne om, at det er en skolevej med mange børn. Samtidigt er det meget trygt for de mindste børn, at de kan få hjælp til at komme sikkert over vejen af nogle af de ældre elever.

[i]
[i]