Politiet bankede på hos butikstyv fra Herning

Butikstyv var flere steder i weekenden

Herning En 46-årig mand fra Herning kom i weekenden i politiets søgelys flere gange.

Natten til lørdag blev han anholdt kun seks minutter efter, at han havde begået indbrud hos butikken All In One i Bredgade.

Den 46-årige mand havde knust en rude, og på overvågningen fra forretningen kunne politiet se, at han gik direkte til kassen og stjal byttepengene.

Manden blev løsladt et par timer senere, og der gik ikke længere end otte-ni timer, inden han igen var på spil med sine lange fingre.

Denne gang gik det ud over Føtex i Bredgade, hvor han stjal forskellige madvarer. Politiet tog hjem til manden, men han var ikke hjemme, og derfor venter der en snak med ordensmagten i nærmeste fremtid.