Bravo Tours: Danskerne er nogle vanedyr

Herning-bureauet Bravo Tours har opgjort, hvilke rejsemål der topper listen over årets charterrejser

CHARTER »Danskerne søger med lys og lygte efter sol og sommer. Men hvor rejser de fleste egentligt hen?« spørger Bravo Tours i en pressemeddelelse - og giver selv svaret.

Svaret er ganske kort - de velkendte rejsemål.

- De fleste danskere, der holder ferie, finder du lige nu i Grækenland og Spanien - nærmere betegnet Kreta og Mallorca. Det har været danskernes foretrukne rejsemål i mange år, og er det stadig, siger Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours.

Og det er slet ikke så mærkeligt, forklarer Stig Elling, der er rejseambassadør i Bravo Tours.

- Vi danskere er lidt af nogle vanedyr, når det kommer til ferie. Den er ganske enkelt for vigtig til, at vi tør gamble med den. Vi vil være sikker på, at det bliver en succes, fortæller han og fortsætter:

- Ferien er en af de dyrebareste tider på året, hvor vi endelig har tid til bare at være sammen. Og hvis man så oven i købet kender området eller endda hotellet, så skal man ikke bruge de første dage på at lære at finde til stranden, finde en god restaurant eller noget helt tredje. Det kan være afslappende for mange, siger han.

Nærmest udsolgt
Men er ferien ikke allerede bestilt, bliver det svært at få fingre i en rejse til en af sommerens mest populære destinationer.

- Selv om det er vores største rejsemål, så kan det være svært at få en plads, fordi de er så populære. Men så er der heldigvis små - og lidt mere ukendte perler - som Peloponnes i Grækenland, der virkelig har en autenticitet og charme over sig. Så er ferien ikke bestilt, kan det være en mulighed - men også disse pladser ryger hurtigt i det danske sommervejr, forklarer Peder Hornshøj.

De mest populære rejsemål
1. Mallorca, Spanien

2. Kreta, Grækenland

3. Rhodos, Grækenland

4. Costa del Sol, Spanien

5. Algarve, Portugal

[i]
[i]